Det hele er ordlydene afskrevet efter Forfatteren, der var Skolelærer i Hougsund og gjaldt den gang for en af fin Stand meget lærd Mand.

​eller

​

Underretning fra det ekerske Parnasso 

Parnassus var et bekjent Bjerg i det gamle Grækenland og Musernes Yndlingssæde. Naar saaledes vor gamle Thollef Skolemester sendere i Visen siger, han først vil opsøge Parnassus Toppe, saa mener han formentlig at ville forsøge sig i Digterkunsten. 

​​

Vers 46. Ja endog saamange Sin Lagterved lange – Er ferdig at føre til Glasverket hen. Fortjenest det giver, Naar Sagtømmer bliver Opkjørt til Sagene og Bord ut igjen. 

Alle versene:

1. Naar Tiden vil unde Mig nogle Stunde Imellem, for andre forretninger fri Jeg Tiden da driver  Med Pennen og skriver Slaar hen udi Veiret al Melankoli. 

2. Saameget mig vanker I Sind og Tanker. Naar jeg spekulerer udi Guds Forsyn. Hans Husholdningslære Stor, herlig mon være O kunde jeg derom med Kraft og med Fynd. 

3. Som Villien er skrive, Min Sang skulde blive Elskværdig at læse, at høre og se. Jeg vil da udstamme Her noget om samme, Ved Naaden Gud dertil mig lade bete. 

4. Hvad vi du begynde, Mit Sind dig nu skynde. Lad høre! jeg synes mig rinder ihu; Dog holdt jeg maa stoppe Og Parnassi Toppe Maa søges om jeg dem kan finde endnu. 

5. Dog saadant at finde, Det var udi Blinde De gamle Hedninger gik saa dum en Vei Ei derfor imørke De grækiske Ørke Vil søges; os mangler i Norge vel ei. 

6. Paa Bjerge, hvis Lige, Parnassus faar vige, Som er forlangt borte, ja næsten forglemt. Vil heller udfinde tre nordiske Tinde, Hvis Spidse Parnassus nu blive skal nævnt. 

7. Om nogen vil spørge, Da svares i Norge Et Præstegjeld findes, som Eker er kaldt. Man turde snart sige, Det neppe har Lige; Dog derom er fordum lidt skrevet og talt. 

8. Hvad af Alders Dage, Hvad der mon tildrage, Man haver ei andet end Sagnet igjen. Derom noget skrive, Fornøiels’ vil give, Derfor et Parnassus forflytte didhen. 

9. I Eker vi finder, Tre høie Bjergtinder Som er: Barbrohugget, Snaukoln, Solbergval’n De trende med Rette Vi sikkert kan sætte For Eker Parnasse vi skrive da vil. 

10. Mig synes nu høre, Det kommer for Øre, Gudinderne synger; jeg spidser min Pen, Og længes at skrive, Hvad mig kan blive, Fremvist og indgivet, jeg reiser didhen. 

11. O Syn som er deiligt, Hvor skjønt og beleiligt! O Eker, du herligt staffered er du Af Enge og Dale, Af alt som kan prale; Af Bygninger, Huse, som smukkeste Brud. 

12. Af Elve og Bække, Af Fiskevand kjække. Min Geist vil oplives, naar saadant jeg ser Og derfor paaakter jeg nøie betragter Hvad der nu om Eker begrundes kan mer. 

13. Med Mund og med Tumge Jeg Lalla maa sjunge Om jeg ei det mindste Ord kunde forstaa Til Skaberens Ære Dog saadant bør være; Saa Ekko i Dale og Bjerge skal gaa. 

14. Op Eker! og bramme; Du tør Dig ei skamme Din Hat fremfor andre at have paasat. Tre Fjelde er Bremme, Dit Gosen og hjemme Indsluttet derinde, Du godt har det fat. 

15. Dig aarlig formere, Ja gro og florere Imellem Kjøbstæderne store de To: Kongsberg, det rige Og Drammen deslige, Hvor Du tjener Peng’ ved at kjøre og ro. 

16. Man ser da og finder, At Eker ei mindre Har været i Fordommen mægtig og stor Da Kjæmpernes Bolig, Utvivlsom og trolig Har været derude, hvoraf findes Spor. 

17. Paa Mure saa bolde, Paa høie Fjeldknolde Harnisker og Sverde med Skjolde af Pragt. Og Sagnet vil sige, De vare saa rige, Deres Heste med Sølvsko at være belagt. 

18. Dog det faar nu være, Saa kan man dog lære, At derudi fordum Sølvgruberne var, Som nu ei kan mindes, Der mulig og findes Blant ekerske Bjerge en Skat stor og rar. 

19. Vi ser da for første I Eker det største Tre skjønne, grundmurede Kirker med Spir Af hugne Stene, Særdeles den ene, Som endnu om Ekers ældgamle Zir. 

20. Kan Vidnesbyrd bære, Dog alle maa være Af Paverne bygget, hvis Vaaben de bær Med Nøgler tvende, Man kan ikke kjende, Dens Alder, det siges, at Vandet gik nær. 

21. I de gamle Tider, Da Strømme saa stride Til Kirken sig nærmed og Vandet skar ud. Ja Sag for Syn sees, Hougs Kirke betees Guds Frelse, der Folk sig ydmyked for Gud. 

22. Blant Elvene mange I Eker, som gange, Storelven som Brudgom vel bære maa Navn. Thi den kan Dig Skikke Det, Jorden bær ikke, Ja aarlig tilføre Dig en uskatbar Gavn. 

23. Den giver Dig Føde, Og Fisken den søde Lax, Ørret, Abor, Hersling, Brasmer, Sik, Aal, Gedder og Flyndre, Du uden at plyndre Kan fiske i hver en Strøm, Evje og Vik. 

24. Ved Hængerne Flage,  Og Vadet at drage Med Mæle og Drivgarn, samt Rusen og Krog. Saa det er stor Gammen; Thi Arbeid og Fammen Gjør meget at Fiskeren Fisken bedrog. 

25. Nu slippes Sagtømmer, Tre Hængsler, der sømmer: Hefta, Hyttestøa og Kværk staa jær bra! Men Hefta det springer, Og Hyttestøa tvinger Men gaar ogsaa med, før man ved Ordet af. 

26. Og Kværk maa modtage, Saa det monne brage I Master og Stenkar; herud Folk og Stik Med langskaftet Hage, Med Pig og med Stage Det samles ved Hougsund, saa det har god Skik. 

27. I Flaader og Hester, og siden bagefter Udi Lilleelven gaa efter Hest. Det siden maa føres, Mod Strømmen opkjøres Til Vestfossens Sagbrug, om Dagen dernæst. 

28. Thi Sagerne mange I Eker mon gange, Da Kvantum maa aarligen svares af dem Tolv hurtige Sager Vestfossen optager, Og Skotselven tretten, ved Hoenselven fem. 

29. Fem Vandet omdreier, Som Mjøndalen eier, Ved Vandelborg fem og ved Solbergelv to. To Hellefos skriver og Fiskum to driver, Ved Hasselværk En, som ved Vandet sig sno. 

30. Vesfossen udsender I fine Bordrænder De Bord, som der skjæres. Det samme formaar Hoenselven at gjøre, Dens Bord at udføre. Pas da paa Arbeidet, Fortjenest Du faar. 

31. Naar Bord skal udføres, Til Skotselv vil spøres At Hougsund og Dynges Karle er god; Thi Fosevjen riktig At rense er viktig Til saadant man eiheller andre tillod. 

32. Ja ogsaa at følge, men Løbet fordølge, Du gjennem Flaagrunden, Hougsund forbi Og naar der skal slippes Til Stenberg ei glippes Det glæder Strandmanden, som Del faar deri. 

33. Thi var ei det ene Ved Døren at tjene, Saamange paa Stranden ei satte sig ned, Som stedse maa løbe Til Branæs og kjøbe Alt, hvad de til Huset forsynes skal med. 

34. Men Hougsund! erindre, Du fordum var mindre Men nu som en Kjøbstad Du stadser vel fort Til Hundreder Indvaaner, Du Hus og Grund laaner Paa en bekvem, lystig, fornøyelig Ort. 

35. Her faldt Mogens Svale Med Svensken i Dvale, Da han her i Norge vilde svømme omkring. Hver tredie Sommer Gaar Piber og Trommer For seks Kompagnier som mønstres i Ring. 

36. Vi her ei forjætte Vesfossen at sætte, Den er vel mod Hougsund nær dobbelt saa stor Af Bygninger mange, Der mod Dig tør prange Ja ogsaa Indbyggere som leve i Flor. 

37. Paa Foss- og Sems-Side, Ja se til i tide Dit Sagbrug og Kværne perfekt drive kan Og de, som behænde Med Jernet kan vende For Hamren som aarlig ved Vestfossens Vand, 

38. Gaar stedse. Og Mange Med Baadene lange For Kongsberg fra Drammen kan Føringen ro. Ved Hasselværk kjønne Staar Masovnen skjønne, Som Jernet kan smelte. Folk mange der bo. 

39. Den Flod Hipokreni. Ei Pris kan fortjene Mod Fiskumvand store og Ekeren rar. Nei disse bær Prisen, Især Fiskumisen Sin største Plaser man om Vinteren der har. 

40. De prægtigste Gedder Ved disse Vands Bredder Om Somren kan faaes paa 2 a 3 Pund. Stor Ørret tillige; Ei nogen kan sige Paa Ekerens Dybde endnu nogen Bund. 

41. De begge kan bramme, At Kværne, Sag, Hamer Ved Vestfossen aarlig af dem har sit Vand O viseste Orden, Som Vandet og Jorden Har tilredt, saa alting kan være istand. 

42. Grynmøllene rare Vi ogsaa erfare Ved Vestfossen, Krogstad og Hærebro. Ved Solberg en ganger, Ved den vi erlanger Skjøn hollandske Perlegryn, store og smaa. 

43. Siktemøller er mange, Som aarlig mon gange Og Sammalkværne mangfoldig især. Bør Krokstadelv ære, og Solbergelv være, Som aarlig maa male, hvad Branæs begjær. 

44. Vestfossen forhaler Eiheller, men maler Alt, hvad man did sender. Hoenselven paastand For Hougsund er rede, Naar man dem vil bede At sigte og male, naar de kun har Vand. 

45. Om Vinteren paa Føre, Hver Gaard ved at kjøre Sin Last ud af Skoven til Strandbakken ned. Mens andre smukt vide At have i tide Sin Birkeved gjæve ved Elven bered. 

46. Ja endog saamange Sin Lagterved lange – Er ferdig at føre til Glasverket hen. Fortjenest det giver, Naar Sagtømmer bliver Opkjørt til Sagene og Bord ut igjen. 

47. Nu vil vi betragte, I Eker at agte Ni Snes fulde Gaarde. O yndige Semb. Dig Konger har æret; Thi Du haver været Et adeligt Sæde og kort Kongehjem. 

48. Fossesholm vi beskuer, En Gaard, som vel duer, Hvor adelig Familier har boet irad. Den Skjønhed blant alle I Eker mon prale Og Skjelbred med disse; de følges maa ad. 

49. Hoensgaardene to ere, Som herlig florere, Ja vel mod sin Lige paa Nakken tør staa. Hougs Prestegaard bliver, Som Betleman Skriver Og gjør Parade paa Bakken ogsaa. 

50. Dramdal vil vel blive, Her værd at navngive Som lignes ved Libanon herlig og skjøn. Berg bør ei forgjættes Med Stenshorne sættes Som Efratha frugtbar, der giver stor Løn. 

51. Ei Raan vil vige Og Solberg deslige; De kappes om Fortrin og føder sin Mand. Aas, Stensæth og Myre Vel værd er at styre Med frugtbare Agre og godt Engeland. 

52. Loe, Voldstad og Ager, De begge tiltager; De giver i Huse og Laderne fuld. Skjoldhorne og Temte Er ei med at skjemte; Thi deres Produkter er bedre end Guld. 

53. Værp, Vestby og Borge De tør ikke sørge De fødes blant Liljer; Rakstad staar på Fod. Og Ulveland deilig med Skot, hvor beleilig; I aarligen fedmes som af Nilens Flod 

54. Skot, Gevelt ei mindre  Med Grav sig befinder I grødefuld aarlig. Kolbræk, Hals og Ek. Jeg ser, hvad Du mener. Ja Prisen fortjener Saa godt som hvem anden; I bærer Jærs Reg. 

55. Ryg, Narverud, Daler, Af Frugtbarhet praler Med Busland og Braathen samt Fiskum og Rud. Se Ulleren frydes og Hobbelstad prydes Med Vidnes og Mosnæs, som yndige Brud. 

56. Ei Henstad og Saasen Samt Spæren og Fosen Skal blive de mindste i Godhed og Flor Se Vegu sig trøster, Og Solløs forlyster Med Avlingen skjøn. Bryn yndelig gror. 

57. Vindsvold, Kaarvold og Aasen har Koen paa Baasen Som give kan Melken med Fløden paa. Krogstad, Ektnæs, Knive Ei mindre vil blive Med Lysaker, Skalpe, samt Røren ogsaa. 

58. Varlof, Horgen, Sanden Gjør glad Eiermanden. Det samme gjør Lilleby, Skarra, Skistad Korshorgen med Vigen, Har ingen besvigen; Men alle prisværdig i høieste grad. 

59. Ei Paule, Lunteigen Bør sættes av Veien; Langt mindre Smørgrav og Røgeberg god. Som Thorberg og Vaalen, De skjænker i Skaalen Det samme er Holthe og Hauge betrod. 

60. Men Lerberg bør være Med Hegstad i Ære; De fødes og trives i Yndighed smukt. Ja Klunderud høie Kan Sindet fornøie Med Lunde og Lobben i Ære og Tugt. 

61. Ei Harstad vil vige. Ristvedt deslige De holdes i Ære, og Bjørhus vi ser, Som Grøsland sig viser, Blant dem, som man priser, Samt Stubberud, Høgsæt med Sønju og fler. 

62. Op Eker at prise! Din Skaber at vise. Behagelig dine Pauluner de er. Som Israels Stammer Er inddelt, Du bramer Som ydigste Hauge, man skuer og ser. 

63. Derfor bør du give Gud Ære og blive Ham Indig. Hovmod Dig ikke; lad Pragt Fra Gud Dig ei føre. Lad Guds Ord Dig røre. Elsk Gud og Din Næste af yderste Magt. 

64. Al Synd, Last og Lyde, Aflæg og fortyde Og bed saa i Jesu velsignede Navn. Han vil Dig tilgive, Og at han vil blive Din Fader og Din hans antagne Barn  

Ende